491 Nu rinder solen op af østerlide

 

1.  Nu rinder solen op 
af østerlide, 
forgylder klippens top 
og bjergets side; 
vær glad, min sjæl, og lad din stemme klinge, 
stig op fra jordens bo, 
og med din tak og tro 
til Himlen svinge! 

2.  Utallig såsom sand 
og uden måde, 
som havets dybe vand 
er Herrens nåde, 
som han mit hoved daglig overgyder: 
hver morgen i min skål 
en nåde uden mål 
til mig nedflyder. 

3. Han har i denne nat 
med engleskare 
mit hus og hjem omsat, 
at ingen fare 
har mig og mine ramt i nogen måde, 
men jeg er frelst og fri 
fra dødens mørke sti 
og sjælevåde. 

4. Min sjæl, vær frisk og glad, 
lad sorgen fare! 
Dit legems blomsterblad 
vil Gud bevare: 
Han vil i dag mig give kraft og styrke, 
jeg i mit kald og stand 
min Gud og Fader kan 
tilbørlig dyrke. 

5. Gud lægge hånd i hånd 
med mig og give 
sin gode Helligånd 
mit kald at drive! 
Velsign mig, Herre Gud, udaf det høje! 
Gid jeg hver dag og tid 
i Gud og i min flid 
mig lader nøje! 

6.  Lad synden mig i dag 
ej rent forblinde, 
at jeg min Guds behag 
kan ret besinde! 
Men om min fod går vild og sig mon støde, 
da vend, o Gud, mig om, 
og gå ej straks til dom 
for svagheds brøde! 

7. Du bedst min tarv og trang, 
o Herre, kender, 
tilmed er lykkens gang 
i dine hænder, 
og hvad mig tjener bedst i hver en måde, 
du det tilforne ser. 
Min sjæl, hvad vil du mer? 
Lad Gud kun råde! 


Text: Thomas Kingo  (DS 743)
Musik: H O C Zinck